fbpx

Afbrydelser

Følgende artikel omhandler den stress, der opstår, når man konstant bliver afbrudt. Derfor vil der i artiklen indgå diverse afbrydelser. Afbrydelserne står skrevet i parentes, hvor du bliver stillet en opgave, som du skal udføre, inden du må læse videre.
Jeg vil bede dig tage tid på, hvor lang tid du brugte på at læse artiklen igennem, og derefter vil jeg bede dig vurdere på en skala fra 1 til 10, hvor meget af sammenhængen du fik fat på (1= ingen forståelse, 10= fuld forståelse).
Efter denne opgave vil jeg bede dig læse artiklen igen uden afbrydelser, og igen måle tiden og grad af forståelse.


Artikel:

For nyligt læste jeg en interessant artikel om afbrydelser. Amerikanske forskere har fundet ud af, at kontorfolk i gennemsnit bliver afbrudt (afbrydelse: rejs dig fra din stol. Gå mindst 15 meter væk. Kig på et billede. Gå så tilbage og læs videre) 11 gange i timen. Man har regnet ud, at denne besparelse hvert år koster erhvervslivet milliarder i spildt tid og dårligere udført arbejde.
En meget interessant del af undersøgelsen gik ud på, at (afbrydelse: tag din mobil og send en sms til en bekendt. Sæt herefter mobilen til opladning) man testede arbejdernes IQ imens de konstant blev afbrudt, og herefter testede man den igen, hvor de fik lov at fuldføre testen i ro og mag.
Resultatet af dette forsøg var, at folks IQ falder med ca. 10 point, når de befinder sig i et stresset miljø fyldt med afbrydelser.
Det tankevækkende ved denne undersøgelse er også, at man har sammenlignet testresultaterne med (afbrydelse: gå til din indbakke og tjek din email) personer, som havde røget hash hver dag i mindst et år. Resultatet var, at de folk, der var blevet afbrudt og forstyrret undervejs generelt havde en ringere IQ end dem, som konstant var påvirket af hash!
Dette betyder jo i princippet, at en chef vil få bedre resultater ved at ansatte en misbruger og lade ham arbejde i fred, end at ansætter en ikke-misbruger og konstant afbryde ham i hans arbejde!

Jeg ved godt at ovenstående ansættelses-scenarium ikke helt holder stik, men tænk alligevel over tanken et øjeblik. I princippet kan man vel konkludere, at det er langt mindre skadeligt for hjernen at ryge hash konstant end det er at arbejde i stresset miljø med (afbrydelse: ring op til én du alligevel skal have ringet til i dag) emails, kimende telefoner, forstyrrende kolleger osv.

En anden tankevækkende undersøgelse omkring afbrydelser i arbejdet viser, at 41% af de arbejdsopgaver, vi starter ud på, ikke bliver færdiggjort, fordi vi bliver afbrudt og derefter ikke kommer tilbage til opgaven. Gennemsnitligt tager det os (afbrydelse: Gå ud og tag en kop kaffe, et glas vand eller lignende) 15-20 minutter at få startet op på opgaven igen efter afbrydelsen. Gad vide hvad dette koster af tid, penge, sygemeldinger m.m. på en gennemsnitlig arbejdsplads? Dit gæt er lige så godt som mit, men det er ikke småpenge der bliver fyret af på denne konto.

Hvordan kan man løse problemet?

Jeg tror ikke, der findes en endegyldig løsning på problemet, idet vores liv og arbejdsliv i dag er skruet op i en hektisk spiral, hvor vi konstant skal være tilgængelige for (afbrydelse: Kig på dit skrivebord el.lign. og find 3-5 ting som skal ryddes op og læg dem på plads) alle omkring os, vores chef, kolleger, venner, familie osv.
En af de ting, som jeg plejer at råde til, når jeg arbejder med stress på en virksomhed er, at man skal kunne tillade sig at ”trække stikket ud” engang imellem. Man skal finde en form, hvor man af og til kan fylde kalenderen ud med ”egen tid”, lukke døren og slukke for telefonen.
Mange oplever, at hvis de tager sig f.eks. 1 time tre gange om ugen, hvor de arbejder intensivt uden afbrydelser, så stiger deres produktivitet på ugebasis markant. I et enkelt tilfælde, har jeg oplevet en effektivitetsforøgelse på næsten 30% pga. dette ene tiltag.

Det ovenstående gælder, uanset om vi taler privatliv eller arbejde. En uforstyrret periode, hvor du kan arbejde koncentreret med en specifik arbejdsopgave, vil øge din effektivitet og din fornemmelse af at få noget fra hånden.

De fleste arbejdspladser, som jeg (afbrydelse: Tænd for radioen og hør en melodi helt færdig) har arbejdet med, har sagtens kunne flette ”egen tid” ind i deres program. Problemet opstår dog ofte, hvis en person arbejder i et kontorlandskab, hvor der kun findes få eller slet ingen afskærmninger mellem en selv og ens kolleger. Når dette er tilfældet, vil man altid være et afbrydelsesoffer, idet maskiner, latter, snak osv. vil fjerne ens fokus fra den primære opgave.
Jeg ved godt, at nogle ledere sværger til denne åbne model, hvor ingen har deres helt eget rum, men set ud fra et rent stressmæssigt og effektivitetsmæssigt synspunkt, så har jeg faktisk kun oplevet negative effekter af denne åbne arbejdsform.

Så tal med dine kolleger, din chef og din familie, og hør om ikke I kan aftale en kultur, hvor det af og til er tilladt at arbejde koncentreret uden afbrydelser.

Artiklen er nu slut, og du må slukke dit stopur. Fik du udført alle opgaverne? Hvor lang tid tog det at læse artiklen igennem inkl. Afbrydelser? Hvor højt var dit koncentrationsniveau? Gik du undervejs i gang med nogen helt andre aktiviteter, som du blev henledt til via den første afbrydelse?

Læs nu artiklen igen, spring over afbrydelsesparenteserne og tjek så din læsetid og din koncentrationsevne:

Artikel:

For nyligt læste jeg en interessant artikel om afbrydelser. Amerikanske forskere har fundet ud af, at kontorfolk i gennemsnit bliver afbrudt 11 gange i timen. Man har regnet ud, at disse afbrydelser hvert år koster erhvervslivet milliarder i spildt tid og dårligere udført arbejde.
En meget interessant del af undersøgelsen gik ud på, at man testede arbejdernes IQ, imens de konstant blev afbrudt, og herefter testede man den igen, hvor de fik lov at fuldføre testen i ro og mag.
Resultatet af dette forsøg var, at folks IQ falder med ca. 10 point, når de befinder sig i et stresset miljø fyldt med afbrydelser.
Det tankevækkende ved denne undersøgelse er også, at man har sammenlignet testresultaterne med personer, som havde røget hash hver dag i mindst et år. Resultatet var, at de folk, der var blevet afbrudt og forstyrret undervejs generelt havde en ringere IQ end dem, som konstant var påvirket af hash!
Dette betyder jo i princippet, at en chef vil få bedre resultater ved at ansatte en misbruger og lade ham arbejde i fred, end at ansætter en ikke-misbruger og konstant afbryde ham i hans arbejde!

Jeg ved godt at ovenstående ansættelses-scenarium ikke helt holder stik, men tænk alligevel over tanken et øjeblik. I princippet kan man vel konkludere, at det er langt mindre skadeligt for hjernen at ryge hash konstant end det er at arbejde i stresset miljø med emails, kimende telefoner, forstyrrende kolleger osv.

En anden tankevækkende undersøgelse omkring afbrydelser i arbejdet viser, at 41% af de arbejdsopgaver, vi starter ud på, ikke bliver færdiggjort, fordi vi bliver afbrudt og derefter ikke kommer tilbage til opgaven. Gennemsnitligt tager det os 15-20 minutter at få startet op på opgaven igen efter afbrydelsen. Gad vide hvad dette koster af tid, penge, sygemeldinger m.m. på en gennemsnitlig arbejdsplads? Dit gæt er lige så godt som mit, men det er ikke småpenge, der bliver fyret af på denne konto.

Hvordan kan man løse problemet?

Jeg tror ikke, der findes en endegyldig løsning på problemet, idet vores liv og arbejdsliv i dag er skruet op i en hektisk spiral, hvor vi konstant skal være tilgængelige for alle omkring os, vores chef, kolleger, venner, familie osv.
En af de ting, som jeg plejer at råde til, når jeg arbejder med stress på en virksomhed er, at man skal kunne tillade sig at ”trække stikket ud” engang imellem. Man skal finde en form, hvor man af og til kan fylde kalenderen ud med ”egen tid”, lukke døren og slukke for telefonen.
Mange oplever, at hvis de tager sig f.eks. 1 time tre gange om ugen, hvor de arbejder intensivt uden afbrydelser, så stiger deres produktivitet på ugebasis markant. I et enkelt tilfælde, har jeg oplevet en effektivitetsforøgelse på næsten 30 % pga. dette ene tiltag.

Det ovenstående gælder, uanset om vi taler privatliv eller arbejde. En uforstyrret periode, hvor du kan arbejde koncentreret med en specifik arbejdsopgave, vil øge din effektivitet og din fornemmelse af at få noget fra hånden.

De fleste arbejdspladser, som jeg har arbejdet med, har sagtens kunne flette ”egen tid” ind i deres program. Problemet opstår dog ofte, hvis en person arbejder i et kontorlandskab, hvor der kun findes få eller slet ingen afskærmninger mellem en selv og ens kolleger. Når dette er tilfældet, vil man altid være et afbrydelsesoffer, idet maskiner, latter, snak osv. vil fjerne ens fokus fra den primære opgave.
Jeg ved godt, at nogle ledere sværger til denne åbne model, hvor ingen har deres helt eget rum, men set ud fra et rent stressmæssigt og effektivitetsmæssigt synspunkt, så har jeg faktisk kun oplevet negative effekter af denne åbne arbejdsform.

Så tal med dine kolleger, din chef og din familie, og hør om ikke I kan aftale en kultur, hvor det af og til er tilladt at arbejde koncentreret uden afbrydelser.

Det skal siges, at denne artikel har taget ca. dobbelt så lang tid at skrive som beregnet, idet jeg blev afbrudt af telefonen tre gange og af en sulten kat én gang. Små afbrydelser som sammenlagt har kostet mig ca. 3 kvarters ekstra arbejdstid!

Held og lykke med arbejdet.

Du er meget velkommen til at dele artiklen

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Del via mail
Reducer stress nu!

Tak for dit besøg på vores hjemmeside.
Det er et af de første skridt på vejen til at løse de udfordringer med stress, du møder i dit liv – uanset om det er hos dig selv eller andre.

Skriv dig til op til vores nyhedsbrev, så sørger vi for, at du løbende får ny inspiration til at håndtere stress effektivt og omsorgsfuldt.