fbpx

Nu er det atter jul igen, det la’r sig ikke skjule….

Sådan lyder det i den kendte julesang, der fortæller os om alle julens mange glæder. Men faktisk oplever mange mennesker, at julen for hvert år bliver mere og mere dyr, stresset og hektisk. Og kan det nu være meningen?

De fleste af os har et billede af julen som værende rolig, fredfyldt og næstekærlig, og alligevel rammes vi hvert år af julechokket, når forretningerne begynder deres medie-julestunt midt i oktober.

For nyligt så jeg en undersøgelse, som var foretaget af det amerikanske analyseinstitut GMI, som havde spurgt 15.000 mennesker fordelt over hele verden, hvad deres største bekymringer var op til jul. Resultatet er ret tankevækkende.

Topscoren på listen er ”Mad og drikke”. 60 % af de adspurgte havde bekymringer om for stor indtagelse af føde som én af deres tre største bekymringer i forbindelse med julen. 52,2 % havde ”julepynt overalt” på deres top-3, ”forventninger til julegaver” var repræsenteret hos 30,4 % af de adspurgte og 23,5 % havde ”julefester” med som én af deres største bekymringer.

Hvis man kigger på ovenstående tal, så kan det undre, at vi ser frem til julen som en hyggelig og fredfyldt tid. Hvis Mad, drikke, fester og julepynt virkelig er blandt vores største bekymringer, så er det måske på tide, at vi vurderer, hvorfor og ikke mindst, hvordan vi holder jul.

Når jeg snakker med stressede mennesker, så oplever jeg alt for mange, som glæder sig mere til vinterferien end til juleferien. Forklaringen er tit, at der i juleferien er alt for mange familiebesøg, forventninger om hygge osv. Min oplevelse er faktisk, at det er vigtigt, at vi planlægger julen ud fra vore egne behov i stedet for ud fra, hvad vi tror andre forventer af os.

Når jeg arbejder med stress i en virksomhed, ser jeg tit stressproblemer opstå, hvis der ikke forefindes en tilbundsgående forventningsafklaring mellem chefen og medarbejderen. Det vil sige, at mange aldrig har brugt et par timer sammen med chefen for at få afklaret, hvordan vedkommende forventer, at man skal kunne bestride jobbet. Hvor meget skal man nå? Hvor godt skal man udføre arbejdet? Er der forventninger til, at man arbejder over? Osv. osv.

Når man begynder på sådan en forventningsafklaring, så bliver mange medarbejdere overraskede over, at chefen faktisk ikke forlanger det umenneskelig og perfekte hver dag af alle medarbejderne. Chefen ved godt, at man en gang imellem må gå på kompromis og levere en middelmådig vare, fordi der ikke er afsat ressourcer til at løse opgaven 100 %. Problemet er, at vi forventer 100 % perfektion af os selv, og derfor bliver vi stressede, når vi ikke kan løse opgaven godt nok.

Men hvad har dette nu med julen at gøre? Tja, hvornår har du sidst lavet en forventningsafklaring med din familie om, hvad de forventer af dig i juleferien? Kræver hele familien perfekte gaver, perfekt mad, det perfekte juletræ, hjemmelavet sylte, hjemmebagte småkager, hjemmelavet julepynt, familiebesøg hver dag, adventskrans lavet af egne grantræer, festtøj uden krøller osv. osv. osv.? Eller kommer disse krav fra dig selv?

Hvis man spørger børnene i familierne, så vil de selvfølgelig gerne have store gaver. Men de fleste af børnene vil faktisk hellere have, at forældrene havde tid til at sidde roligt sammen med dem og spille, synge, lege osv. Men i jagten på den ”perfekte jul”, sådan som vi ser den i filmene og ugebladene, så glemmer vi nogle gange, hvad det er julen egentlig drejer sig om.

Min opfordring i denne juletid er, at du og din familie sætter jer ned og får afstemt forventningerne. Hvad er den enkeltes kriterier for at julen bliver god? De fleste bliver overrasket over, at børnene stiller sig tilfredse med købte pebernødder, hvis de så i stedet for har mor og far med på kælkebakken osv.

Så sæt en time eller to af til en grundig gennemgang af jeres traditioner. Gør I tingene bare fordi ”det bør man” eller ”sådan har vi altid gjort”? Så er det måske nu tidspunktet til at ruske lidt op i traditionerne, skære ned på antallet af pligtbesøg og i stedet bruge julen til at stresse af, bruge tid med familien og gøre lidt gode gerninger for andre og ikke mindst for dig selv.

Rigtig glædelig jul.
Hans-Henrik Nielsen
StressAkademiet

Du er meget velkommen til at dele artiklen

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Del via mail
Reducer stress nu!

Tak for dit besøg på vores hjemmeside.
Det er et af de første skridt på vejen til at løse de udfordringer med stress, du møder i dit liv – uanset om det er hos dig selv eller andre.

Skriv dig til op til vores nyhedsbrev, så sørger vi for, at du løbende får ny inspiration til at håndtere stress effektivt og omsorgsfuldt.